25. september 2023

Specialområde Hjerneskade starter i oktober 2023 et nyt Ph.d.-projekt i samarbejde med Aalborg Universitet. Projektet skal udvikle og validere et kognitivt analyseredskab for borgere med moderat til svær hjerneskade.

Bag projektet står specialområdets specialist i neuropsykologi Charlotte Høgg, som har udviklet "Den kognitive funktionsanalyse". Analyseredskabet er tænkt som et redskab til medarbejdere, der arbejder med borgere med erhvervet hjerneskade med kognitive vanskeligheder i moderat til svær grad.  

Et nyt kognitivt analyseredskab

Den kognitive funktionsanalyse skal give medarbejdere på hjerneskadeområdet mulighed for systematisk at indsamle viden om borgernes kognitive funktionsniveau indenfor domænerne: orientering, opmærksomhed, indlæring, hukommelse, kommunkation, visuelle funktioner, eksekutive funktioner og social-kognitive funktioner.

- "Idéen til projektet opstod, efter jeg for to år siden blev ansat som neuropsykolog og VISO-specialist i Specialområde Hjerneskade. Her blev jeg opmærksom på, at mange af de eksisterende beskrivelser af det kognitive funktionsniveau hos vores borgere på området var meget ukonkrete, og blev nysgerrig på at undersøge, hvordan vi kunne lave en mere målbar og evidensbaseret vurdering, når det handlede om borgernes kognitive funktionsniveau" siger specialist i neuropsykologi Charlotte Høgg.

Én af udfordringerne ved de eksisterende undersøgelser er bl.a., at de primært bygger på borgernes og pårørendes egne svar samt beskrivelser uden kildeanvisning, og derfor kan være mangelfulde og/eller fejlbehæftede, og derfor i værste fald give et fejlagtigt billede af borgerens kognitive funktionsniveau. Desuden kræver de eksisterende screeninger, at borger kan indgå i testning samt fordrer evne til tolkning af resultaterne.

Bedre trivsel og styrket fagligt fundament

Med ph.d.-projektet ønsker Charlotte at kunne udvikle og validere det nye analyseredskab, så det bliver mere systematisk at afdække borgernes kognitive funktionsniveau, og vurdere, hvordan man bedst kan kompensere borgerne. I sidste ende handler det om at kunne give borgere med moderat til svær hjerneskade en bedre indsats. Det er målet, at redskabet skal kunne bruges af medarbejdere tæt på praksis efter en kort introduktion – uanset faglig baggrund.

- "Jeg håber, at ph.d-projektet kan bidrage med et stærkere fagligt fundament på området og bedre trivsel for borgerne, fordi de kan blive mødt af mere hensigtsmæssige krav og forventninger" siger specialist i neuropsykologi Charlotte Høgg.

Medarbejderne er med til at teste redskab

Projektet starter med at undersøge, hvilke analyseredskaber og spørgeskemaer der allerede eksisterer på området. Herefter skal medarbejderne fra Specialområde Hjerneskade, Østerskoven Neurorehabilitering og Botilbuddet Lene Bredahls Gade være med til at teste det nye redskab i praksis og give deres feedback.

Det er tanken, at medarbejderne skal afprøve analyseredskabet i praksis, hvorefter Charlotte Høgg vil teste borgerne med en neuropsykologisk screening for at afgøre, om hun kommer frem til nogle af de samme konklusioner som medarbejderne for derigennem at validere og kvalificere Den kognitive funktionsanalyse.

- "Vi inddrager afprøvninger i praksis for at finde ud af, hvordan analyseredskabet kan bruges af medarbejdere, om det giver en faglig merviden, og om det fører til forandringer i tilgangen til og forståelsen af borgerne. Det handler om at få udviklet noget, som kan bruges direkte ind i praksis" afslutter Charlotte Høgg.