6. november 2023

Fredag den 3. november 2023 afholdt vi en fælles temadag for alle medarbejdere i Specialområde Hjerneskade med overskriften "Den gode kollega".

Årets tema fulgte op på tidligere temadage om "den attraktive arbejdsplads" og "en hyldest til monofagligheden" - denne gang med spot på den gode kollega. For hvordan kan vi fagligt arbejde med det at være gode kollegaer til hinanden? 

Faglige caféer med udgangspunkt i medarbejdernes inputs

I løbet af efteråret har vi arbejdet med at planlægge temadagen med udgangspunkt i medarbejdernes egne inputs. Konsulenter fra specialområdet har været på rundtur i alle afdelingerne for at indsamle medarbejdernes gode idéer til, hvad vi skulle arbejde med på denne temadag. 

På baggrund af medarbejdernes inputs fik afdelingslederne til opgave at planlægge og facilitere fem faglige caféer, som medarbejderne kunne deltage i på selve temadagen. Herudover planlagde vores lokale MED-udvalg en faglig café. De faglige caféer blev:

  • Organisationsforståelse og arbejdsmiljø
  • Feedback
  • Psykologisk tryghed
  • Anerkendelse af dig, mig og borgeren
  • Respekt for hinandens fagligheder
  • Styrker og mentalisering. 

Café faglighed.JPG

Oplæg om følelsesmæssig forurening på jobbet

Til at kickstarte dagens faglige program havde vi inviteret erhvervssociolog Rikke Østergaard, der er forfatter til bogen "Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben..". Hun holdt et oplæg om følelsesmæssig forurening på jobbet, og hvordan vi smitter hinanden på arbejdspladsen - både med god og dårlig stemning. 

Rikke kunne introducere os for den nyeste forskning omkring social intelligens, og brugte velkendte hverdagseksempler, som vi alle kunne grine af eller nikke genkendende til. Det gav et godt grundlag for fælles refleksioner over det at være en god kollega.

Rikke Østergaard 2.JPG

Strategisk spor: Den attraktive arbejdsplads

Det er tredje gang, at vi afholder en fælles temadag for alle medarbejdre i Specialområde Hjerneskade. Den første temadag blev afholdt i 2019, hvor vi snakkede om, hvad der gør os til en attraktiv arbejdsplads. Dengang lavede vi to strategiske spor, som vi ville arbejde videre med: "monofaglighed" og "den gode kollega".

I 2020 mødtes vi omkring temaet "en hyldest til monofagligheden", hvor vi snakkede om, hvad de forskellige faggrupper laver i specialområdet. Her fik vi bl.a. sat nogle spor ind i den monofaglige kursusaktivitet, som vi stadig driver med i dag. 

Denne gang var temaet altså "Den gode kollega". Her snakkede vi om, hvad det egentligt vil sige at være en god kollega. Og hvad det er for nogle kompetencer, som vi skal udvikle på, hvis vi skal opkvalificere evnen til at være hinandens gode kollegaer? Det fik vi mange gode bud på i løbet af temadagen. 

Der er ingen tvivl om, at det giver noget helt særligt at være sammen om et fælles tema og social hygge på tværs af alle afdelinger. Det giver meget læring og arbejdsglæde, som vi vil bringe med hjem i afdelingerne.