TDV Musikfestival logo.png

25. maj 2020

Kom med "bag kulisserne" når borgere, musikere og medarbejdere i en lille film fortæller om Tagdækkervej Musikfestival.

Det kræver ikke så lidt, når man skal have en musikfestival stablet på benene. Der skal selvfølgelig være tjek på musik, telt og forplejning, men de senere år har det grebet om sig med loppemarked, t-shirts og meget andet, når der holdes festival på Tagdækkervej i Hammel.

Festivalen startede ellers blot som en lille, god idé hos nogle medarbejdere og borgere på Tagdækkervej. De første år var det en lokal festival med lokale kunstnere og gæster, men siden har der været udenlandske musikere på plakaten, og publikum kommer fra hele Østjylland - ja, og længere væk fra.

I videoen fortæller socialpædagog Marianne Fog Martinsen om, hvordan festivalen blev til, og borgere og musikere fortæller om, hvorfor festivalen her 10 år efter stadig er en stor succes.

Musikfestivalen 2020...

Musikfestivalen på Tagdækkervej skulle i år have fejret sit 10 års jubilæum. Et jubilæum, der skulle have budt på nye og kendte musikere, og som samtidig ville have markeret 10 år som Danmarks eneste festival for mennesker med senhjerneskade.

Desværre bliver festivalen - som så mange andre store arrangementer - ikke til noget i år. Heldigvis er festen ikke aflyst, den er blot udsat. Alle kunstnere har nemlig sagt "ja" til at være med næste år, så jubilæet kan blive fejret den 12. juni 2021 med et brag af en festival.

Du kan se det fulde program andetsteds her på siden.

Mere information

Hvis du ønsker mere information om Tagdækkervej Musikfestival, så følg dem på Facebook: https://www.facebook.com/tagdaekkervejmusikfestival/

 

Film om Tagdækkervej Musikfestival

Videoen er produceret af Jan Hallin for Region Midtjylland.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.